Adgang til det forbudte område ved Slipshavn

02. februar 2015 | Nyborg Slot

Tag på en spændende oplevelse ved Slipshavn i skolernes vinterferie, hvor det ellers forbudte område gøres tilgængeligt for offentligheden. Der vil være fri adgang til dele af området, mens andet fortsat kun kan opleves i selskab med guide.

Slipshavn er et utroligt spændende område kulturhistorisk set. I middelalderen fungerede stedet som Nyborgs havn indtil Christian 3. anlagde den nye store skibsbro inde ved Strandporten. Slipshavns første skanse blev anlagt i midten af 1600-tallet, som beskyttelse for de danske orlogsfartøjer. Siden er skansen blevet ombygget af flere omgange – senest i 1808. Området har også spillet en vigtig rolle som toldsted og lodsstation, hvilket den markante hvide bygning inde på skansen vidner om. I 1883 blev jernbanen ført til Slipshavn, og under 1. Verdenskrig blev stedet anvendt som base for vandflyvere og u-både. I dag danner Slipshavn rammen om Marinehjemmeværnets aktiviteter, og der er derfor normalt ikke adgang til det spændende område, der rummer et vigtigt og centralt kapitel i fortællingen om Nyborg – både som politisk, militært og infrastrukturelt knudepunkt.

Men nu åbner militæret området op. I skolernes vinterferie i uge 7 (9. – 15. februar) er der åbent hus på Slipshavn i tidsrummet 10-15, og skansen - der normalt ikke er tilgængelig for offentligheden - vil være åben for publikum. Området nord for skansen vil forsat være lukket medmindre man er ledsaget af en guide. De guidede ture finder sted tirsdag, torsdag kl. 14.00 og lørdag kl. 11.00. Der er ikke adgang til bygningerne.

Mødested: Lodsstationen (den store hvide bygning på skansen)
Pris: Gratis

Åbningen sker i forlængelse af Kulturstyrelsens fredningsgennemgang, som også har været markeret med en udstilling på Nyborg Bibliotek. 
Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Det skjulte velfærdspotentiale
21. marts 2019
Nyborg Slot

Ny viden om volden ved Nørrevoldgade
22. februar 2019
Nyborg Slot

Middelalderens vold om Nyborg ligger tre meter under jorden i Nørrevoldgade.

Borgmestergården starter sæsonen
22. februar 2019
Nyborg Slot

Borgmestergården skyder sæsonen i gang den 1. marts.

Hjertet skal være med
20. februar 2019
Nyborg Slot

Autenticitet frem for den nemme løsning