Fadebursdyst: Årets bedste dram

09. september 2015 | Nyborg Slot

I forbindelse med årets Høstmarked i Kongens Fadebur afholder vi en konkurrence om, hvem der kan lave den bedste kryddersnaps fra Kongens Fadebur.

Brændevin til kongen

Christian 3. satte pris på en god dram. Så meget faktisk at han den 4. april 1555 skrev et brev, mens han opholdt sig på Nyborg Slot og sørgede for at få indløst “noget Destillertøj” dvs. et destillationsapparat “som skal være pantsat hos Seuren Paaske i Køpnehafn”. Da apparatet blev indløst, fik kongen det afleveret hos mester Jacob Vundartz, der skulle stå for at destillere ca. 400 liter vin til brændevin.

Livets vand

Der er næppe tvivl om, at brændevinen var en fast bestanddel af fadeburet – både importeret og hjemmebrændt. Kunsten at brænde brændevin kom til Europa med korstogene og blev udviklet i Italien i løbet af 1100-årene. Produktet blev kaldt aqua vitae – livets vand. Det ældste fund af destillerapparater i Danmark er fra omkring år 1300 og gjort på Bjørnkjær gods ved Odder – en ejendom der tilhørte Marsk Stig, der har en nær tilknytning til Østfyn og i øvrigt som bekendt blev dømt for mordet på kong Erik Klipping ved Danehoffet på Nyborg Slot i 1287. Først fra begyndelsen af 1500-tallet vinder brændevin eller snaps dog for alvor indpas i Danmark.

Kryddersnaps med årstidens urter, bær, nødder eller frugter

At tilsætte brændevinen smag med urter er bestemt ikke noget nyt. Det er meget oppe i tiden at lave sin egen kryddersnaps, derfor synes vi at det ville være på sin plads med en lille konkurrence til årets Høstmarked, så vi kan finde årets bedste hjemmelavede kryddersnaps. Det er jo også høst, når man plukker eller samler urter, frugter, bær og nødder til sin snaps – og i stor udstrækning har man benyttet sig af de samme urter, bær og frugter siden middelalderen.

Snapsekonkurrence – sådan gør du:

Konkurrencen afholdes lørdag den 12. september. Den kræver ingen forhåndstilmelding, og der dystes i bedste snaps fremstillet på urter, frugt, bær, eller nødder. 

  • Mellem kl. 13 og 14 lørdag d. 13. september indleverer man sit/sine konkurrencebidrag i det store telt på Torvet. Man oplyser sit navn og telefonnr./mail ved afleveringen.
  • Der skal afleveres min. 100 ml. 
  • Til hvert bidrag skal der medfølge disse oplysninger: hvad snapsen har trukket på, hvor længe har den trukket, hvor gammel er den og er den fortyndet, sødet eller smagt til efter at den er omhældt/filtreret. 
  • Mellem kl. 14 og 15 prøvesmager og voterer et kvalificeret dommerpanel. Dommerne blindsmager konkurrencebidragene og vurderer altså udelukkende på kryddersnapsens smag.
  • Kl. 15 udpeges vinderne, ud over æren og retten til at kalde sig årets snapsemester modtager de en kurv med lækkerier fra Kongens Fadebur.

Billedtekst: Snapse fra konkurrencen i 2014. Foto: Østfyns Museer.

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Prinsen fortæller historie på Nyborg Slot
21. oktober 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Nu starter den nye dokumentarserie om Danmarkshistorien, hvor Prins Joachim er tv-vært. I afsnittet om "demokrati" besøger han Nyborg Slot.

Det fandt arkæologerne på Torvet
25. september 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Spændende resultater af de arkæologiske undersøgelser på Torvet i Nyborg.

Juleudstilling på vej på Borgmestergården
24. september 2019
Borgmestergården

Forberedelserne til julen er godt i gang.

Tanker om "det gode liv" på dagsordenen
18. september 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Temaet for Reformationsdag 2019 er "det gode liv". Mød forfattere, præster og andre i debat om det gode liv i dag og i fortiden.