Lokalhistorien har aldrig fyldt så meget

21. maj 2015 | Nyborg Slot

Når Nyborg – før & nu præsenteres i riddersalen på Kulturnatten i Nyborg fredag d. 29. maj, så er det endnu engang større end nogen sinde før. I hvert fald når det kommer til antallet af sider. Hele 223 af slagsen, der beskriver forskellige aspekter af den lokale historie. Bogen fungerer som årsskrift for Østfyns Museers afdeling i Nyborg, Nyborg Bibliotek og Lokalhistoriske Arkiv og Nyborg Museumsforening.

Historien forandres…
Nyborg Slot er under forandring. Det gælder både i fortiden, nutiden og fremtiden. Vi har gennem flere års historiske og arkæologiske undersøgelser måttet ændre vores opfattelse af, hvordan Nyborg Slot så ud i fortiden. Det er blevet både ældre, større og mere betydningsfuldt, end vi havde kunnet forudse. Samtidig står det over for en række store forandringer på baggrund af den nye historie. Jo, slottet og historien er så sandelig foranderlig. Det gælder også for byen og hele oplandet. Kulturarven er både menneskeligt og økonomisk en stor ressource, som i disse år er med til at give vækst og identitet til hele Østfyn og ikke mindst Nyborg Kommune. Eller det er i hvert fald ambitionen, og vi ved fra andre steder, at det virker. Vi er godt på vej med stærke fortællinger og nye brands som eksempelvis Kongens Fadebur.

…og fortælles
Men historien om Nyborg Slot som middelalderens Christiansborg, mødested for det danske parlament, stedet hvor rigets første grundlov blev underskrevet og fortællingen om den planlagte residensstad, Danmarks første hovedstad, er jo bare nogle af fortællingerne, der er med til at gøre historien og kulturarven nærværende og relevant. Vi møder historien på mange forskellige planer, med vidt forskelligt udgangspunkt, interesser og forudsætninger. Og der er mange super spændende historier at fortælle fra kongebyen over fæstningsbyen til fortællingen om Nyborg som centralt mødested og infrastrukturelt knudepunkt, der har defineret byens historie i 800 år, men i nyere tid med et andet fokus som færgeby, konferenceby og senest med Storebæltsbroen.

Nyt årsskrift
Historien eksisterer ikke, hvis den ikke bliver fortalt. Og det er netop formålet i nærværende årsskrift at præsentere alle aspekter af den østfynske historie gennem en række forskelligartede artikler. Ikke bare er sidetallet forøget. Det har været nødvendigt igen at øge oplaget, hvilket i sig selv vel også vidner om en stærk interesse for historien lokalt – både den nære og den større. Det er derfor en stor glæde endnu engang at kunne præsentere en samling af artikler, der beskriver mange forskellige aspekter af Østfyns historie. Vi skal høre om, hvorfor Holger Danske kom på besøg, og hvad han egentlig har med Nyborg at gøre, smedenes historie, om borgervæbningen i Nyborg, om Vindinge Kirkes våbenskjolde og om Skt. Mads kilde, der er en af flere hellige kilder i lokalområdet. Vi skal flyve med ballon, høre om ældreplejens historie i Nyborg og endelig præsenteres for den lokale kunstmaler Hans Eriksen.

Årsskriftet præsenteres ved en reception i riddersalen på Nyborg Slot under Kulturnatten i Nyborg fredag 29. maj 2015 klokken 19-20, hvor Fru Hansens Guitarduo spiller. Der også vil være et kort historisk oplæg med udgangspunkt i årsskriftets indhold. Museumsforeningens medlemmer kan afhente årsskriftet ved samme lejlighed.

Foto: Holger Danske i Nyborg. (Østfyns Museer).

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Feriearkæologien er en stor succes
16. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Der er dukket en lang række spændende fund op, og ikke mindre end 500 gæster har lagt vejen forbi den arkæologiske udgravning på Torvet. Derfor forlænges udgravningen nu til og med torsdag den 25. juli.

Lokum skaber nysgerrighed
9. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Biolog fra Nationalmuseet og DNA-forskere fra Københavns Universitet kommer til Nyborg for at tage prøver fra et 500 år gammelt latrin.

Milepæl markeres med film
9. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Første etape af restaureringen af Nyborg Slot er nu gennemført. Vi gør status med denne lille film.

Kulturministeren åbner årets Danehof
4. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Den nyudnævnte kulturminister, Joy Mogensen, står for den officielle åbning af det årlige Danehof i Nyborg lørdag 6. juli 2019.