Ny bog om det andet korstog

31. juli 2015 | Nyborg Slot

I kølvandet på forårets og forsommerens mange bogudgivelser på Østfyns Museer udkommer nu en ny forskningspublikation om 'Det Andet Korstog' redigeret af Janus Møller Jensen, afdelingsleder ved Østfyns Museer, Nyborg Slot, i samarbejde med Jason T. Roche fra Manchester Metropolitan University.

Bogen The Second Crusade. Holy War on the periphery of Latin Christendom sætter fokus på både det andet korstogs betydning for opfattelsen af hellig krig mod kristendommens fjender i periferien af Europa i midten af 1100-tallet og denne krigs betydning som baggrund for at forstå det andet korstog.

Bogen startede egentlig som en minikonference ved den årlige middelalderkongres International Medieval Conference i Leeds for adskillige år siden. Nu er foredragene blevet til artikler og et par ekstra bidrag er blevet tilføjet. Den udkommer på det internationale forlag Brepols som en del af en ny monografiserie om korstogenes historie – Outremer.

"Bogen har været længe undervejs, og det er dejligt at se den på tryk," siger Janus Møller Jensen. "Det har længe været kendt, at korstogene ikke bare var vendt mod det hellige land og muslimerne, men mod kristendommens fjender generelt. Korstogene fik derfor stor betydning for opfattelsen og legitimering af krig ikke mindst i kristendommens grænseegne – og derfor også eksempelvis de danske krige mod venderne i Østersøen."

Janus Møller Jensen, som har en ph.d. i korstogenes historie, har netop selv bidraget med en afhandling om korstogenes indflydelse og betydning for Skandinavien og Nordatlanten med udgangspunkt i et korstog beskrevet i Orkneyinga sagaen. Den stadige forskning i korstogenes historie, er på mange måder relevant også for Nyborgs historie, og i oktober kan man høre mere om korstog, når Janus holder foredrag om korsfarernes Nyborg i Hesselager Kirke.

Bogen koster 86 Euro og kan bestilles på nettet via www.brepols.net (direkte link: http://www.brepols.net/Pages/ShowProduct.aspx?prod_id=IS-9782503523279-1) ligesom museumsbutikken ved Nyborg Slot vil få et par stykker hjem.

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Intet går til spilde
22. marts 2019
Nyborg Slot

Kuglepenne og vinpropper med historie og sjæl

Det skjulte velfærdspotentiale
21. marts 2019
Nyborg Slot

Ny viden om volden ved Nørrevoldgade
22. februar 2019
Nyborg Slot

Middelalderens vold om Nyborg ligger tre meter under jorden i Nørrevoldgade.

Borgmestergården starter sæsonen
22. februar 2019
Nyborg Slot

Borgmestergården skyder sæsonen i gang den 1. marts.