Nyborg Slot og Forskningens Døgn i Nyborg 2015

20. april 2015 | Nyborg Slot

På Forskningens Døgn i Nyborg er der en masse aktiviteter med fokus på vandet omkring Nyborg. Nyborg Slot sætter fokus på vandets kulturhistoriske betydning med udgangspunkt i den nyeste forskning, og slottet byder på aktiviteter i dagene 23.-25. april som Forskningens Døgn strækker sig over. 

Forsyningens historie om torsdagen
Byen har altid haft brug for vand. I middelalderen og renæssancen var det det samme vand, der drev byens møller, fungerede som kloak og forsvar i byens voldgrave, og som man hentede op i byens brønde. I 1899 anlagde man det nye vandtårn på de gamle fæstningsværker, som et led i en proces, hvor fæstningen var blevet nedlagt, og byen var ved at sprænge sine gamle rammer. Behovet for mere og rent drikkevand var presserende. Vandtårnet forsynede byen med vand helt frem til 1970erne. Vi inviterer ind i Vandtårnet som led i programmet, hvor du også kan besøge vandværket og rensningsanlægget og høre om den moderne vandforsyning til byen.

Vandets kulturhistorie om fredagen
Vandet omkring Nyborg Slot og by skyldes et stort menneskabt ingeniørarbejde, der går helt tilbage til tiden for kongeborgens grundlæggelse. Det forsynede borgen med vand, drev byens møller og gav beskyttelse. Gennem 800 år har vandet således defineret byens udseende og rammer. Kom og hør mere om det store kongelige byggeprojekt og vandets veje til og gennem Nyborg baseret på den nyeste forskning i borgens og byens historie. Det sker ved rundvisninger for byens skoler og gymnasium fredag formiddag og ved et foredrag ved museumsinspektør Claus Frederik Sørensen kl. 14.

Gang i Vidensteltet om lørdagen
Foreninger og institutioner fortæller om deres arbejde med eller tilknytning til vand i Nyborg i Vidensteltet ved Torvet foran Rådhuset. Museet vil ligesom om fredagen byde på vandringer i vandets og voldgravens spændende historie i en større kontekst. Rundvisningerne begynder klokken 11 og 13.

Det er gratis at deltage i aktiviteterne, men tilmelding er nødvendig til nogle af aktiviteterne om torsdagen og fredagen. 

Program

Billedtekst: På billedet ser man vandet omkring Nyborg Slot, som oprindeligt skyldes et stort middelalderligt ingeniørprojekt, der har præget byens udseende i mere end 800 år.

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Ulæste tegn fra fortiden
18. januar 2019
Nyborg Slot

Nyopdagede inskriptioner i murværket på Nyborg Slot tyder på at en kongelig fangekælder fra middelalderen er fundet.

Kultur på hjernen
8. januar 2019
Østfyns Museer

Østfyns Museer er klar til at give demensramte gode oplevelser.

Kongefløjens bjælker bevares
21. december 2018
Nyborg Slot og kulturarv

En model af, hvordan man udskifter ødelagte ender på bjælkerne, så de fortsat kan bære lofter og gulve, kan nu ses i formidlingspavillonen.

Hold hjernen og kroppen frisk
21. december 2018
Nyborg Slot

Samspillet mellem historie og natur fremmer fysisk og mental sundhed.