Historiefortælling med power

02. september 2016 | Nyborg Slot

I Nyborg bliver der gået til makronerne de næste uger. Der er fysisk formidling og ”hands on” for alle pengene med Borglege for 5. klasser i Nyborg Kommune den 7. og 8. september, Medieval Street Games i forbindelse med Gang i gaden lørdag den 3. september og sidst, men ikke mindst, med Nyborg Kampdage den 10. og 11. september.

Virkelighedstro formidling
Vores historie er ikke kedelig. Slet ikke hvis den fortælles og opleves med hele kroppen.  Og det er præcis hvad den gør til de kommende events på Nyborg Slot, der alle skal fortælle om riddertiden og middelalderen i Nyborg med slottet og byen som omdrejningspunkt.
Ridderen var både en kriger og en repræsentant for en hel kultur. Denne historie skal gæster og publikum have mulighed for at opleve, så virkelighedstro som muligt.

Borglege for børn i 5. klasse
For børn er der arrangeret Borglege
som optakt til kampdagene, hvor de deltagende 5. klasser fra kommunen skal skyde med bue og pil sammen med erfarne bueskytter fra Nyborg Buelaug, trænes i hvordan man fægtede i middelalderen og høre om krudt, kugler og kanoner. Så skal der dystes med lanser fra træhest på hjul, afprøves rustninger – hvad kan man egentlig i sådan en? Børnene skal høre om den hvide jomfru, der spøger på slottet, og så skal de male deres eget våbenskjold og høre om heraldik – altså brugen af våbenmærker og våbenskjolde. Det er et pilotprojekt, der på sigt skal vokse sig endnu større og inddrage byens institutioner, skoler og foreninger i levendegørelsen af Nyborgs unikke historie og kulturarv.

Medieval Street Games
Til Medieval Street Games kan de voksne også få lov til at teste deres ridderevner af. I ”Knights Corner” kan man både prøve en ægte ridderrustning og (med eller uden rustning), prøve at gennemføre et military-program: Stigningsløb, armbøjninger og planke. Vi tager tid og tæller. Hvor sej er du? Du kan også prøve kræfter med tovtrækning, spyd-limbo, skyde med pind, kæmpe fedt-pind og gå til Island efter sild. 

Nyborg Kampdage
Kampdagene er det helt store slag, når det kommer til fysisk historieformidling. Den årligt tilbagevendende begivenhed bliver større og større og stadig mere populær. Her er ridderen også udgangspunkt. Ridderen var en såkaldt krigerkaste, der levede efter særlige regler og havde en helt særlig kampkunst. Denne kunst vises på Nyborg Kampdage, hvor stridsmænd fra Nordeuropa og Nyborg fir at træne, optræde og vise hvordan et middelalderligt slag kunne se ud. Samtidig er de med til at genskabe stemningen af middelalderens pragt og farver, når hoffet samledes på Nyborg Slot.

Men hvorfor?
Hvad er det, der er så godt ved at formidle historie på denne måde? Det svarer Janus Møller Jensen, afdelingsleder på Nyborg Slot, på:

”Riddertiden var en tid med power på mange måder. Der var knald på dragter, våben og udstyr, men også på digtning, kunst, sang, dans, og der ligger så meget historisk materiale, der nærmest kun bør fortælles og vises med live-performances, hands on og mulighed for simpelthen selv at prøve kræfter med historien. Det er både populært og så virker det rent faktisk. Man lærer rigtig godt, når man prøver tingene selv eller ser fx et ridderslag opført. Så mærker, hører, dufter, ser og føler du historien, og det virker altså meget, meget bedre end hvis du bare læser om det i en bog. Og så er det jo også helt vildt sjovt at være med til og opleve”.

Den gamle kongeborg i Nyborg vil de næste dage genlyde af klinger der mødes, piles hvislen, glade grin, kampråb og ægte, uforfalsket middelalderstemning. Vi glæder os til det det hele!

Mere om:

Medieval Street Games

Nyborg Kampdage

Borglege for børn

 

 

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Ulæste tegn fra fortiden
18. januar 2019
Nyborg Slot

Nyopdagede inskriptioner i murværket på Nyborg Slot tyder på at en kongelig fangekælder fra middelalderen er fundet.

Kultur på hjernen
8. januar 2019
Østfyns Museer

Østfyns Museer er klar til at give demensramte gode oplevelser.

Kongefløjens bjælker bevares
21. december 2018
Nyborg Slot og kulturarv

En model af, hvordan man udskifter ødelagte ender på bjælkerne, så de fortsat kan bære lofter og gulve, kan nu ses i formidlingspavillonen.

Hold hjernen og kroppen frisk
21. december 2018
Nyborg Slot

Samspillet mellem historie og natur fremmer fysisk og mental sundhed.