Nyborg Slot fuld af eventyr og julekalendermagi

22. november 2016 | Nyborg Slot

Foto: Per Arnesen

Se rekvisitter, kostumer, kulisser og de autentiske rammer fra årets DR-julekalender på Nyborg Slot.

Også i år er Nyborg en julekalenderby. I 2015 var det TV2’s julekalender ”Juleønsket”, der foregik i Nyborg, og i år har Nyborg Slot lagt rammer til dele af DR’s julekalender ”Den Anden Verden”. Allerede fra 26. november kan alle, der glæder sig til at følge med i årets julekalender, opleve rekvisitter, kulisser og kostumer fra julekalenderen på Nyborg Slot.

Eventyrlig julekalender

Dette års julekander på DR1 hedder ”Den Anden Verden” og er en eventyrlig dramaserie for hele familien, mens vi tæller ned til jul…. Det er en serie om to tvillingesøstre på 15 år, der tager deres første skridt ind i en fascinerende, farlig og uforudsigelig voksenverden. Med Brødrene Grimm’s eventyrlige fortællinger som bagtæppe for historien møder søstrene de omvæltninger, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til, men på en ny og magisk facon.

Nyborg Slot har ligesom blandt andet labyrinten på Egeskov dannet ramme om nogle af optagelserne. De unikke historiske rum har inspireret til skabelsen af eventyrslottet i julekalenderen ikke mindst på grund af de karakteristiske vægmønstre. Disse udgør også baggrunden for udstillingen En anden verden på Nyborg Slot.

Grimms eventyr er fælles kulturarv

I begyndelsen af 1800-tallet indsamlede de to tyske brødre Jacob og Wilhelm Grimm en række folkeeventyr, som siden er udgivet og genudgivet i mange former og variationer. Mange af historierne var baseret på langt ældre mundtlige fortællinger, som faktisk var blevet udgivet allerede i 1500-tallet. På den baggrund kan historierne om Hans og Grethe, Askepot og Snehvide allerede være blevet fortalt på Nyborg Slot som historier til fætrene Christian 2. og Christian 3. – eller Christian 3. yngre bror Hans, der som sin bror ligeledes blev opdraget til at overtage tronen.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med DR, der har stillet en række især kostumer, men også rekvisitter, fra julekalenderen til rådighed for udstillingen, der kan opleves på Nyborg Slot fra den 26. november 2016 til den 19. februar 2017.

Udstillingen ”En anden verden” er blevet til i samarbejde med DR. DR’s julekalender ”Den Anden Verden” sendes på DR1 fra 1.-24. december 2016.

Læs mere: Jul på Nyborg Slot

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Ulæste tegn fra fortiden
18. januar 2019
Nyborg Slot

Nyopdagede inskriptioner i murværket på Nyborg Slot tyder på at en kongelig fangekælder fra middelalderen er fundet.

Kultur på hjernen
8. januar 2019
Østfyns Museer

Østfyns Museer er klar til at give demensramte gode oplevelser.

Kongefløjens bjælker bevares
21. december 2018
Nyborg Slot og kulturarv

En model af, hvordan man udskifter ødelagte ender på bjælkerne, så de fortsat kan bære lofter og gulve, kan nu ses i formidlingspavillonen.

Hold hjernen og kroppen frisk
21. december 2018
Nyborg Slot

Samspillet mellem historie og natur fremmer fysisk og mental sundhed.