Kongefløjen sætter aftryk i nybyggeri

07. december 2018 | Nyborg Slot

Restaureringen af Kongefløjen inspirerer arkitekterne til tilpasninger af det nye byggeri, der skal knyttes til fortiden med blandt andet røde teglsten.

”Vi arbejder som detektiver. Vi bliver hele tiden klogere og klogere. Den viden og historie, der ligger i det eksisterende, påvirker vores formdannelse markant. Og fra at være et projekt, som har konceptuel karakter, får det mere og mere dybde og tyngde, efterhånden som projektet udvikler sig”, fortæller arkitekt Lars Juel Thiis fra Cubo Arkitekter i podcasten Radio Tegl, som har dedikeret en hel udsendelse til Slotsprojektet i Nyborg.

Når Lars Juel Thiis skal vælge tegl til facader og belægninger til det nye byggeri på Slotsholmen tager han derfor udgangspunkt i de farver, formater og forbandter, der er brugt på Kongefløjen og lader sig inspirere derfra. Brugen af røde tegl er nemlig en af de ting, der skal forbinde fortiden med nutiden.

”Vi prøver at gendanne et billede på noget, der har været. Men dog som en abstraktion. Det er ikke en rekonstruktion, det vil man aldrig kunne gøre. Vi er nødt til at forholde os til vores egen tid. Men selvom der er meget nyt, vil man alligevel kunne se aftryk fra Kongefløjen i det nye”, fortæller Lars Juel Thiis.

For restaureringsarkitekt Mette Viuf Larsen fra VMB-Arkitekter er der ikke noget klart skel mellem restaureringen af Kongefløjen og det nye byggeri på Slotsholmen:

”Jeg skelner sådan set ikke så meget mellem restaurering og nybyggeri. Nybyggeriet på dette sted er en slags restaurering – bare i større skala. Den restaureringsholdning vi har formuleret i forhold til Kongefløjen, er den samme vi anvender ved nybyggeriet. Det har bare en anden skala. Vi arbejder med det vi kalder en proceshistorisk tilgang. Alle de forskellige perioder har hvert deres udtryk. De repræsenterer en måde man byggede på i en bestemt periode. Sådan er det også med det nye byggeri”, fortæller hun til Radio Tegl.

Nyborg Slot er løbende udvidet og ombygget gennem 800 år, og det kan aflæses direkte i slottets murværk, der har vekslende forbandter og teglsten.

”Det er det, der giver hele Kongefløjen dens smukke fremtræden og karakter og viser den mangfoldighed, der er af historier og fortællinger”, siger Lars Juel Thiis. ” Sådan er det også med det nye byggeri. Det er et nyt lag, der lægger sig på alt det eksisterende, der er her i forvejen. Vi forlænger de processer, som Kongefløjen er udtryk for”.

Podcasten, der er lavet af Katrine Nyland Sørensen for Danske Tegl, er frit tilgængeligt og byder også på interview med håndstrygerne fra Volstrup Teglværk, der har lavet de specialfremstillede og håndlavede vingetegl til slottets tag.

Hør podcasten her!

 

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Informationsmøde med frivillige
11. april 2019
Nyborg Slot

Informationsmøde med nyborgenserne med fokus på planlægning af opgaver til Danehofmarkedet 2019

Terningerne er kastet
27. marts 2019
Nyborg Slot

Unikt fund - to bittesmå spilleterninger fra middelalderen

Intet går til spilde
22. marts 2019
Nyborg Slot

Selv små rester fra restaureringsarbejdet på Nyborg Slot går ikke til spilde. De bliver nu til fint forarbejdet håndværk.

Det skjulte velfærdspotentiale
21. marts 2019
Nyborg Slot