Nyborg Slots Venner

26. april 2018 | Nyborg Slot

Medlemskort for foreningen Nyborg Slots Venner, der bestod fra 1928 til 1960'erne. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Slottets venner syr, broderer, skyder med armbrøst, kaster med lanser og meget, meget mere for at levendegøre vores fælles kulturarv i Nyborg.

For 100 år siden var der som i dag omfattende restaureringer og udbygninger i gang på Nyborg Slot. Også dengang ville man genskabe slottets storhed ved at sikre kulturarven, genopføre nordfløjen og skabe adgang til og forståelse af det historiske sted. Også dengang et ambitiøst projekt, der dog aldrig blev færdigt grundet manglende økonomi. Restaureringsarkitekten Mogens Clemmensen nåede dog at sikre og til dels genopføre slottets kongefløj i det udseende den har i dag, og som nu – efter 100 år – atter trænger til en kærlig hånd.

Men man nåede ikke at færdiggøre projektet: at fjerne de gule utidssvarende værkstedbygninger, at genskabe en nordfløj, at skabe adgang via et trappetårn og at føre vagttårnet tilbage til sin oprindelige højde. Tilbage stod man med et halvfærdigt restaurerings- og genopførselsprojekt og et tomt slot. Derfor opstod i 1928 foreningen Nyborg Slots Venner, hvis formål var at samle penge ind til slottet til bl.a. ”Udsmykning og Møblering” af slottet. Da foreningen i 1960’erne lukkede, blev formuen stillet til rådighed for en forøgelse af vagttårnet – hvilket først nu, efter mere end 50 år, er på vej.

Den store interesse for og glæde ved Nyborg Slot er siden blevet ført videre gennem Nyborg Museumsforening og de mange tilknyttede frivillige grupper til Nyborg Slot: Nyborg Slots Dragtlaug, Rytteriet ved Nyborg Slot, Nyborg Slots Buelaug, Nyborgs frie lanser, Nyborg Slots Armbrøstlaug m.fl. Mange, mange 100 venner af Nyborg Slot bruger i dag mængder af fritid på at skabe liv, formidling og aktivitet på og omkring Nyborg Slot. Det er levende kulturarv og medejerskab til historien og slottet.

For et par måneder siden blev der oprettet en gruppe på Facebook, der kalder sig ”Nyborg Slots Venner”. Gruppen har hverken tilknytning til slottet eller lokalområdet og er opstået udelukkende for at kritisere og stoppe det igangværende projekt på slottet.

Vi opfordrer i stedet venner af Nyborg Slot til at deltage i de mange aktiviteter, foredrag, arrangementer, frivillige grupper etc. Få gratis nyhedsbreve fra Østfyns Museer om aktiviteter (skriv mailadresse her nederst på siden), følg Nyborg Slot på Facebook og tilmeld dig Nyborg Museumsforening, hvorved du aktivt støtter Nyborg Slot.

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Intet går til spilde
22. marts 2019
Nyborg Slot

Kuglepenne og vinpropper med historie og sjæl

Det skjulte velfærdspotentiale
21. marts 2019
Nyborg Slot

Ny viden om volden ved Nørrevoldgade
22. februar 2019
Nyborg Slot

Middelalderens vold om Nyborg ligger tre meter under jorden i Nørrevoldgade.

Borgmestergården starter sæsonen
22. februar 2019
Nyborg Slot

Borgmestergården skyder sæsonen i gang den 1. marts.