Teori: Nyborg Slots grundlægger døde på korstog

07. maj 2018 | Nyborg Slot

Knud Prislavsen, der grundlagde Nyborg Slot, kan have været den hærfører, der ledte en kæmpe flåde på korstog til Det Hellige Land og her fandt sit endeligt. Teorien præsenteres i ny publikation om "Belejringen af Acre".

Nyborg Slot blev grundlagt af Knud Prislavsen i slutningen af det 12. århundrede. Men Knud Prislavsen forblev ikke borgherre i Nyborg ret længe. Allerede i 1193 var slottet nemlig overtaget af kongen, Knud den 6. Ny teori peger på, at overdragelsen skyldtes, at Knud Prislavsen var død under belejringen af havnebyen Acre (vore dages Akko i Israel) i 1189 på det tredje korstog mod Jerusalem. 

Hærfører for nordisk kæmpeflåde

I en samtidig krønike om korstoget beskrives det, hvordan "en kæmpe flåde fra de nordlige have" med 12.000 man ombord ankom til Acre i 1189. Krøniken er forfattet af en anonym engelsk tempelherre, som selv deltog i de blodige kampe. Og ifølge ham var flåden fra nord under ledelse af en nevø eller fætter – det latinske ord "nepos" kan nemlig betyde begge dele – til den danske konge.

"Man har længe diskuteret, hvem denne kongelige nevø eller fætter kunne være. Og den eneste mulige kandidat er faktisk Knud Prislavsen", fortæller afdelingsleder på Nyborg Slot og ph.d. Janus Møller, der argumenterer for sin teori i artiklen "Martyrs for the Faith" i bogen "Acre and Its Falls - Studies in the History of a Crusader City", der netop er udkommet.

Knud Prislavsen er nemlig fætter til den danske konge, Knud den 6., og han forsvinder fra kilderne mellem 1188 og 1193. Og Knud den 6. har ikke andre fætre eller nevøer, vi kender til, som kan have være i på korstog allerede i 1189.

Blodig belejring 

Målet med det tredje korstog og belejringen af Acre var at generobre Jerusalem, der var faldet til Sultan Saladin i 1187. Indtil da havde Jerusalem nemlig være på kristne hændere siden byen blev eroblet under det første korstog i 1099.

Ifølge den engelske krønikeskriver og tempelherre var især de danske krigere særligt velegnede til korstog. Det skyldtes tre ting: De havde stærke lemmer, et uovervindeligt mod og inderligt brændende tro. Desuden kom de fra det barske nord, hvad der gjorde dem naturligt hårdføre.

Men belejringen af Acre er gået over i historien, som et yderst blodigt slag. Da byen endelig faldt i 1191, var kun knap 100 af de oprindeligt 12.000 mand stadig i live. Og feltherren, der var kongens nevø eller fætter, var ikke blandt de overlevende.

International forskning

"Acre and Its Falls" er redigeret af militær- og korstogshistorikeren John France, der er tidligere professor ved University of Swansea og nu direktør for the Callaghan Centre for Conflict Studies. Den er baseret på en række oplæg afholdt under den internationale historikerkongres i Amsterdam  i 2010. Bogen kan købes her.

Teorien har tidligere været fremlagt i en kortere og mere lokalt vinklet version i Nyborg før & nu, som kan læses frit her

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Lokale virksomheder skal restaurere Nyborg Slot indvendigt
1. april 2020
Nyborg Slot og Kulturarv

Slots- og Kulturstyrelsen har netop fundet frem til de håndværkere og entreprenører, der skal restaurere det indvendige af Kongefløjen.

Arne bygger sit tredje skib til museet
25. marts 2020
Nyborg Slot og Kulturarv

Forenden af et 1500-tals-krigsskib bliver del af ny udstilling på Borgmestergården.

Kort og godt om Danmarkshistorien i Nyborg
20. marts 2020
Nyborg Slot og Kulturarv

400 års Danmarkshistorie set fra Nyborg bliver nu fortalt i ny bog fra Østfyns Museer.

Hurra for de frivillige
17. marts 2020
Nyborg Slot og Kulturarv

Mette Ladegaard Thøgersen hylder museets frivillige, selv om de i øjeblikket er blevet bedt om at blive hjemme.