Ingeniørkunst redder Riddersalen

25. april 2019 | Nyborg Slot

En ny metode skal bevare de majestætiske bjælker i Riddersalen.

En af de helt store udfordringer i forbindelse med restaureringen af Nyborg Slot er, hvordan man bedst muligt understøtter loftet over den store riddersal på Slottet. Alle, der har været i den flotte sal, anlagt i 1500-tallet, vil have bemærket, hvordan de svære og 500 år gamle loftsbjælker buer ned på midten. Det skyldes, at stokværket ovenover har været benyttet til opbevaring af korn. I en periode har bjælkerne da også været understøttet af et midlertidigt dragerværk.

De majestætiske bjælker i riddersalen skal bevares, også selvom mange af dem har været udsat for råd og svamp i tidens løb og derfor ikke har den bæreevne, som de har haft engang. Derfor skal de understøttes.

I juli og august 2018 indsatte man derfor nye spær i tagkonstruktionen, som kan bære en række lange trækstænger i massivt rundstål, som går 8-10 meter ned igennem fjerde og tredje stokværk og hæftes fast på stålbjælker, der er ført ind på langs med kongefløjen i hulrummet over de buende loftsbjælker i riddersalen. Loftsbjælkerne fæstnes til stålbjælkerne og får dermed den nødvendige understøttelse.

Faktisk vil man nu ifølge ingeniørfirmaets beregninger kunne lade op mod 30 heste opstalde i de små kamre over riddersalen.

Side 1 - Forstærkning Af Bjælkelag - Stålkonstruktion Hus

Den valgte metode til understøttelse etagedækket over riddersalen er en fortsættelse af den metodik, man benyttede i 1960’erne. Her var man ligeledes opmærksom på udfordringen med loftsbjælkernes bæreevne. Dengang indsatte man én stålbjælke ophængt i tre trækstænger. Det har vist sig ikke at være nok. I den nye konstruktion er stålbjælken fra 1960’erne forlænget til næsten 25 meter, og der er indsat endnu en parallelt hermed. De bærende stålbjælker vil fremover være hængt op i i alt 8 trækstænger. Selvom trækstængerne går op igennem tredje stokværk, vil de ikke være synlige her. De er nemlig blevet ført igennem de vægge, der adskiller de mange små kamre på stokværket.

Med den nye understøttelse kan tømrere og murere fortsætte arbejdet med at bevare 1500-tallets prægtige bjælker ved at fjerne de dele, der er ødelagt af råd og svamp.

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Feriearkæologien er en stor succes
16. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Der er dukket en lang række spændende fund op, og ikke mindre end 500 gæster har lagt vejen forbi den arkæologiske udgravning på Torvet. Derfor forlænges udgravningen nu til og med torsdag den 25. juli.

Lokum skaber nysgerrighed
9. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Biolog fra Nationalmuseet og DNA-forskere fra Københavns Universitet kommer til Nyborg for at tage prøver fra et 500 år gammelt latrin.

Milepæl markeres med film
9. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Første etape af restaureringen af Nyborg Slot er nu gennemført. Vi gør status med denne lille film.

Kulturministeren åbner årets Danehof
4. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Den nyudnævnte kulturminister, Joy Mogensen, står for den officielle åbning af det årlige Danehof i Nyborg lørdag 6. juli 2019.