Lokale virksomheder skal restaurere Nyborg Slot indvendigt

01. april 2020 | Nyborg Slot og Kulturarv

Foto: Thomas Rahbek

Slots- og Kulturstyrelsen har netop fundet frem til de håndværkere og entreprenører, der skal restaurere det indvendige af Kongefløjen. Arbejdet begynder i slutningen af april.

Der er nu – efter en tre måneder lang udvælgelsesproces – sat navn på de håndværkere og entreprenører, der har vundet udbuddet om at stå for den anden etape af den omfattende restaurering af Nyborg Slots vestfløj "Kongefløjen".

Vinderne af udbuddet er:

  • Murerentreprisen: Murermestre Aage Pedersen & Søn
  • Tømrerentreprisen: Dreier & Co. Nyborg A/S
  • Malerentreprisen: Fynske Farver A/S
  • VVS-entreprisen og ventilationsentreprisen: Ole Hemmingsen VVS ApS
  • El-entreprisen: Nyborg El ApS

Anden etape: indvendig restaurering og konservering

Hvor den første etape gik på en restaureringen af den gamle borgs imponerende facade og enorme tag med håndstrøgne tegl, så koncentrerer den anden etape sig om den indvendige restaurering og konservering af kongeborgen. Den anden etape kommer til at fokusere på eksempelvis etablering af nye etagedæk, nye elinstallationer i hele bygningen, solide plankegulve, nye tegl- og klinkebelagte gulve, samtlige vægge og lofter bliver restaureret, og de flotte, håndmalede mønstre på væggene bliver lagt i kyndige konservatorers hænder.

Godt samarbejde fortsættes og nye partnere bydes velkommen

"Vi er glade for, at vi kan fortsætte det gode samarbejde med en række af de lokale håndværkere, der også var med på første etape af restaureringen, og samtidig siger vi et stort velkommen til de nye håndværkere og entreprenører, der skal være med i den næste etape," siger projektchef Mads Falbe-Hansen fra Slots- og Kulturstyrelsen. 

Anden etape af restaureringen af Nyborg Slot går i gang i slutningen af april måned, og det forventes, at arbejdet er afsluttet til november 2021. Snedkerentreprisen er i et udbud for sig selv, og det bliver afgjort i slutningen af april måned. Snedkeropgaven vil blandt andet omfatte nye døre og en ny trappe i det sydlige hjørnetårn.

Læs mere om Slotsprojektet her.

Billedtekst: ”Dronningens værelse” er et af de rum, der nu bliver restaureret og konserveret. Foto: Thomas Rahbek.

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Borgmestergården genåbner 26. maj
21. maj 2020
Nyborg Slot & Kulturarv

Efter regeringens udmelding af dags dato glæder vi os til snart at kunne åbne Borgmestergården igen.

Ture og rundvisninger - sommeren 2020
20. maj 2020
Nyborg Slot og Kulturarv

Kom med på guidede ture og rundvisninger til kulturarven og naturen i sommermånederne.

Voldhistorie på egen hånd
6. maj 2020
Nyborg Slot og Kulturarv

Gå en historisk vandring på Nyborg Vold. Lad dig inspirere til turen med film, hvor vi fortæller om voldens historie og funktion.

Flot arv til Østfyns Museer
5. maj 2020
Nyborg Slot og Kulturarv

Østfyns Museer har netop modtaget en halv million kroner i arv fra nyborgenser. Beløbet skal deles mellem Nyborg Slot/Borgmestergården og Johannes Larsen Museet.