Danehof 2014 begynder i Ørbæk

27. maj 2014 | Nyborg Slot

Forberedelserne til Danehof 2014 er i fuld gang. Endnu engang vil Nyborg iklæde sig sin historiske dragt og mindes og levendegøre tiden, hvor det danske parlament mødtes på Nyborg Slot. Fra hele riget strømmede de til for at træffe afgørende beslutninger, og hele oplandet var dybt involveret. Det afspejles også i årets store middelaldermarked - måske endda i endnu højere grad end tidligere.

Også i år er der en række nye tiltag, der skal sikre, at det moderne Danehof hele tiden udvikler sig og er med til at formidle den store historie i Nyborg samtidigt med, at det skaber masser af gode oplevelser. Ikke mindst skal Danehof 2014 afspejle, at det var en begivenhed, der påvirkede og involverede hele oplandet omkring Nyborg, når kongen mødtes med rigets stormænd for at afholde parlament i Nyborg - som eksempelvis da Margrethe 1. red ind i byen med sin bare 7-årige søn Oluf, der året før var valgt til konge, i spidsen for et enormt følge for at afholde Danehof i 1377. Det havde været forberedt længe, for der skulle ikke bare indkvartering, men masser af mad og drikke til. Derfor starter Danehof 2014 også i år med et for-event i Ørbæk lørdag 21. juni kl. 10-13.

Her vil Margrethe 1.s betroede mand, der var borgherre på det imponerende Magelund Voldsted, komme til byen for at sikre sig, at der pakkes og sendes forsyninger af sted til Nyborg. Det er medlemmerne af Kongens Fadebur, der dengang som nu sørger for leverancerne.  De har sat alle sejl til og præsenterer denne dag også nye produkter og varer udviklet til Kongens Fadebur. Der er mjød og drikke, smagsprøver, underholdning, riddere, konkurrencer, guidede turer på Magelund Voldsted og meget andet.

Det er et spændende nyt tiltag, siger formanden for Erhvervs og udviklingsudvalget i Nyborg kommune Peter Wagner Mollerup, der sidder i styregruppen for Danehofmarkedet:

"Vi fortsætter i det positive spor, hvor Danehof har udviklet sig år for år. Der er flere nye tiltag igen i år. Især er det vigtigt at få inddraget større dele af kommunen. Både fordi det er det historisk rigtige og dermed er med til at rekonstruere den historiske virkelighed, men også fordi det skaber større ejerskab, og fordi det giver et større fællesskab. Danehof har hele tiden været for hele kommunen. Vi er nu bare mere offensivt gået i gang med at gøre det mere synligt ved at lade begivenhederne udspille sig forskellige steder i kommunen. I år var det naturligt at starte i Ørbæk med udgangspunkt i historien om Kongens Fadebur".

Producenterne i Kongens Fadebur deltager som sidste år også under selve markedet i Nyborg 5.-6. juli, hvor de er en del af de mange aktiviteter, der udgør Danehof 2014.

Billede: Når Danehoffet mødtes i Nyborg, blev der afholdt ridderturneringer. Det er derfor også en del af årets Danehof, hvor Torvet igen i år forvandles til byens historiske turneringsplads. Foto: Nicolai Godvin/Østfyns Museer.

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Fæstningens første 450 år
12. december 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Ny bog fortæller historien om, hvordan befæstningen af Nyborg kom til at forme både by og borg.

Propaganda præget i sølv
6. december 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Der var ingen smalle steder, da Danmarks første enevældskonge skulle markere sin nyvundne magt. XRF-scanner afslører ødsel brug af sølv.

Dannebrog vajer på årets julekugle
29. november 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Vi kan i 2019 fejre 800-året for Dannebrog. Derfor er det Dannebrog, der pryder årets julekugle.

Dengang vi bowlede med ko-knogler
29. november 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Børn i fortidens Nyborg har blandt andet fordrevet deres fritid med ”kodespil”. Et keglespil, hvor både kegler og kastebold var fremstillet af knogler.