Nyborg Kampdage 2013

27. august 2013 | Nyborg Slot

Knapt har støvet lagt sig fra sommerens turnering under Danehofmarkedet, før kongens krigere atter er i byen til Nyborg Kampdage på Nyborg Slot i weekenden 14.-15. september 2013.

Nyborg Kampdage er et forsknings- og formidlingsarrangement for danske middelalderaktører, men arrangementet er åbent for alle interesserede. Kampdagene har på få år vokset sig til en stor event centreret omkring et vaskeægte middelalderligt storslag på Den Grønne i Nyborg, hvor riddere, krigere og bueskytter tørner mod hinanden til lyden af senmiddelalderens kanoner.

Kamp gør klog
Udgangspunktet er forskning og formidling. Hvordan foregik et middelalderligt storslag, hvordan brugte man våbnene, hvordan fungerede det i praksis?

"Det kan man tænke længe over. Vi gør det bare i praksis i stedet. Det kan kun lade sig gøre, fordi der med kampdagene er blevet etableret et forum, hvor museet og aktørerne kan mødes, udveksle erfaringer, teste teori, få en forståelse af virkeligheden for middelalderens krigere i kamp og for både at blive klogere og bedre til at formidle den viden. Og det kunne slet ikke lade sig gøre uden det store planlægningsarbejde, som aktørerne med Lupus Tempus og Warwik i spidsen leverer", siger afdelingsleder på Nyborg Slot, Janus Møller Jensen.

Fra i år har begivenheden derfor også fået navnet "Kampdage" i stedet for "Kampmarked".

Storslag og stemning
Når krigerne går løs på hinanden, så foregår det fuldstændigt ligesom i middelalderen, hvor man også arrangerede disse træningskrige som forberedelse til, når det virkeligt gjaldt. Faktisk indgik storslag som en del af middelalderens turneringer. Så vil du have hele oplevelsen af middelalderens turneringer og ikke bare de spektakulære lansestød til hest, så har du nu chancen.

"Godt nok er udgangspunktet forskning og formidling, men vi genskaber jo netop stemningen af det senmiddelalderlige hofs pragt og farver i en størrelsesorden, som ikke er set siden middelalderen! Det er levende formidling på stedet, hvor det hele foregik. Det er et led i vores bestræbelser på at levendegøre vores kulturarv med udgangspunkt i de unikke historiske rammer omkring Nyborg Slot, mødested for det danske middelalderlige parlament", forklarer Janus Møller Jensen.

Middelalder-fastfood og kongeligt taffel
Derfor har vi også lavet en lang række tiltag for publikum. Der er middelalder-fastfood i Kongens Kro på Slotsholmen, og så sker der også en masse andet spændende omkring det gamle kongeslot. Der konkurreres på bedste kampshow, der er bueskydningskonkurrence, du kan se falkonerens fugle og opleve ridderforhindringsbanen, hvor ridderne dyster i at klare forhindringerne hurtigst iklædt fuld rustning. Der er en åben våbenworkshop, hvor du kan høre og se, hvilken skade middelalderens våben gjorde. Det fortæller nemlig en masse om den korrekte håndtering af dem, og er et vigtigt supplement til de skriftlige kilders beskrivelser.

"Der er Høstmarked i Kongens Fadebur, Kongeligt taffel i riddersalen og vild middag i Kongens Kro. Jo, vi har det sjovt, men mener det alvorligt, når vi genskaber Nyborgs og Danmarks historie med et unikt event, der kombinerer oplevelse, formidling og forskning på en enestående måde", siger Janus Møller Jensen.

I 2012 resulterede eventen i næsten 9.000 gæster samt en indstilling til den Fynske Kulturpris 2013. I år byder kampdagene på endnu flere oplevelser.

Læs meget mere om det hele og programmet her:

 

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Det skjulte velfærdspotentiale
21. marts 2019
Nyborg Slot

Ny viden om volden ved Nørrevoldgade
22. februar 2019
Nyborg Slot

Middelalderens vold om Nyborg ligger tre meter under jorden i Nørrevoldgade.

Borgmestergården starter sæsonen
22. februar 2019
Nyborg Slot

Borgmestergården skyder sæsonen i gang den 1. marts.

Hjertet skal være med
20. februar 2019
Nyborg Slot

Autenticitet frem for den nemme løsning