Riddere fra Nyborg Slot skal være med til at vække midtjyske borge til live

25. august 2014 | Nyborg Slot

I et storstilet millionprojekt skal to riddere fra Nyborg Slot undervise skolebørn i ridderens dannelse. Ti kulturhistoriske museer med arkæologisk ansvar i Region Midtjylland samarbejder i et nyt projekt "Middelalderborge i Region Midtjylland". Formålet med projektet er at finde ny viden om de gamle middelalderborge og formidle deres historie, betydning og virke på en spændende og anderledes måde.

Formidling af borge og riddere
Formidlingen er rettet mod skoleklasser på mellemtrinnet, der skal lære om de mange forberedelser og facetter, der var på middelalderens borge, når der skulle være fest på disse. En middelalderkaravane skal rejse rundt til de forskellige borgbanker og voldsteder, hvor skoleklasserne vil besøge dem. Eleverne vil få undervisning i smedehåndværk, danseundervisning, tro og overtro, middelaldermad og ridderens idealer og træning. Som en del af formidlingen vil karavanen også blive besøgt af elevernes familie og lokalområdets beboere. "Det er et meget spændende og stort projekt, og da vi blev spurgt om vi ville deltage med udgangspunkt i vores viden og ekspertise om ridderens kulturhistorie, var vi slet ikke i tvivl om, at vi skulle bidrage til projektet", siger afdelingsleder ved Nyborg Slot, Janus Møller Jensen.

Nyborgs riddere
Fra Nyborg Slot deltager to riddere, der skal fortælle om ridderens dannelse, udstyr og våbentræning. Det drejer sig om Joakim Løvgren og Mathias Schmidt Tryggedsson, der begge længe har været tilknyttet slottet både forsknings og formidlingsmæssigt. Joakim har fremvist fægteopvisning og middelalderlig sværdkamp ved diverse større events, og fungerer som speaker og herold til turneringerne på Torvet under Danehofmarkederne. Han studerer middelalderhistorie ved Syddansk Universitet i Odense og har netop været i praktik med fokus på middelalderens ridekunst i Tyskland. Mathias skrev speciale ved Nyborg Slot og Aarhus Universitet og har gennem en længere periode været ansat som koordinator på Danehofmarkederne og Nyborg Kampdage og deltaget aktivt i slottets formidlingsarbejde, udstillinger og events.

Ridderne glæder sig
"Det er et nyt og innovativt projekt, med et formidlingsformat der ikke er set før. Efter at have prøvet formatet af i et pilotprojekt, glæder vi os til at komme på den store turné. Om dagen skal vi formidle ridderens våbentræning og høvisk opførsel for børn. Og om aftenen er det den retslige duel og dens baggrund, der skal formidles til et bredere publikum", siger Joakim og Mathias, der har prøvet det hele før i forbindelse med små og store events og formidlingstiltag på Nyborg Slot. "Nu har vi været med til på Nyborg Slot at forske og formidle ridderens dannelse og våbenbrug de sidste mange år, så det er dejligt både at de andre museer henvender sig til os, og at vi nu får lejlighed til at brede kendskabet til ridderens verden ud til endnu flere". Ridderne deltager i karavanen i næste uge (uge 35). Læs mere om projektet f.eks. her: https://www.nordeafonden.dk/millioner-til-middelalderborgene-i-region-midtjylland

 

Billedtekst: Mathias i kamp til højre med hundesnudehjelm under Danehof 13. Foto: Østfyns Museer.

Det sker på museet

Foredrag, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere. 

Se kalender her

Nyheder

Feriearkæologien er en stor succes
16. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Der er dukket en lang række spændende fund op, og ikke mindre end 500 gæster har lagt vejen forbi den arkæologiske udgravning på Torvet. Derfor forlænges udgravningen nu til og med torsdag den 25. juli.

Lokum skaber nysgerrighed
9. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Biolog fra Nationalmuseet og DNA-forskere fra Københavns Universitet kommer til Nyborg for at tage prøver fra et 500 år gammelt latrin.

Milepæl markeres med film
9. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Første etape af restaureringen af Nyborg Slot er nu gennemført. Vi gør status med denne lille film.

Kulturministeren åbner årets Danehof
4. juli 2019
Nyborg Slot og Kulturarv

Den nyudnævnte kulturminister, Joy Mogensen, står for den officielle åbning af det årlige Danehof i Nyborg lørdag 6. juli 2019.